Annedortemichelsen

Musik

save print

Op! Al den ting som Gud har gjort

Tekst: H.A. Brorson, Musik: Ukendt, Tjekkisk sangbo

 

Op! al den ting som Gud har gjort,

hans herlighed at prise!

Det mindste han har skabt er stort

og kan hans magt bevise.

 

Gik alle konger frem på rad

i deres magt og vælde,

de mængted’ ej det mindste blad

at sætte på en nælde.

 

Det mindste græs jeg under på

i skove og i dale,

hvor skulle jeg den visdom få,

om det kun ret at tale!

 

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,

at alle skove vrimle,

de mange fuglesving, der sker

op under Herrens himle!

 

Hvad skal jeg sige, når jeg går

blandt blomsterne i enge,

og fuglesangen sammenslår

som tusind harpestrenge!

 

Hvad skal jeg sig, når mit sind

i havet dybe grunde

kun dog så lidt kan kige ind

og ser så mange munde.

 

Hvad skal jeg sige, når jeg op

til Gud i ånden farer,

og ser den store kæmpetrop

af blide engleskarer!

 

Hvad skal jeg sige? Mine ord

vil ikke meget sige:

O Gud, hvor er din visdom stor,

Din godhed, kraft og rige!

 

Op! stemmer alle folk på jord

med frydetone sammen:

Halleluja, vor Gud er stor!

Og Himlen svare: Amen.