1974 – 1980
På gymnasiet fortsatte Anne Dorte sin musikalske udvikling som sangskriver med inspiration fra forbilleder som bl.a. Janis Ian, Poul Simon, Carol King, James Taylor og Anne Linnet. Mange af matematiktimerne tilbragte hun i gymnasiets fællesrum, hvor hun sang og spillede klaver, især lærte hun sig hele Carol King’s album ”Tapestry” som blev en livslang kilde til inspiration. På Det Frie Gymnasium mødte Anne Dorte Michelsen Cæcilia Glode, og Otto Sidenius, og i 1979 kom hun med i deres band Caracas, der blandt andet også talte Ole Theil på trommer og Jens Jørn Gjedsted på flygelhorn. Caracas udsendte i 1980 albummet ”En strålende tid”, produceret af Holger Laumann, hvor Anne Dorte Michelsen fortrinsvist sang Otto Sidenius’ materiale, men også pladedebuterede som sanger/sangskriver med nummeret: ”Hjemme i Århus”.
Caracas spille flere koncerter over hele landet, bl.a. på Roskilde Festival i 1980, inden det gik i opløsning i 1981. Sideløbende havde Anne Dorte dannet sit eget band Sødsuppe sammen med barndomsveninden Gitte Naur. Orkesteret bekendte sig til genren ”jazz-pop” og spillede få koncerter i København. Bandet øvede i øvelokale-kollektivet ”Fairplay” og her kom Anne Dorte i kontakt med orkesteret Tøsedrengene. De var allerede i gang med deres anden plade, men sangskriveren Klaus Kjellerup stod lige og manglede en god tekst.