Annedortemichelsen
5. juli 2025

ERINDRINGER FRA ANNE DORTE MICHELSEN: SYNGER DU STADIG?

Anne Dorte Michelsen udgiver i sensommeren 2025 erindringerne ‘Synger du stadig?’ Bogen der er Michelsens første, er en både rørende og humoristisk fortælling om at være kvinde i en dynamisk og til tider brutal musikbranche. Men det er også fortællingen om at blive ældre, blive alene, om tab og ensomhed, håb og nye begyndelser. Det er historien om en lykkelig, kreativ barndom, der stoppede for tidligt. En ungdom som jysk emigrant i København, og siden den vilde beretning om en pop succes, der ramte pludseligt og voldsomt og ændrede alt. Bagved og igennem det hele strømmer kærligheden til musikken og ordene

Det er med både indsigt og erfaring Anne Dorte Michelsen udlægger sangenes væsen og tilblivelse, og det er med originalitet og temperament, at hun beskriver sit eget møde med og liv i en af Danmarks mest liberale og mandsdominerede brancher: Musikbranchen.

Vi føres tilbage til Michelsens barndom og ungdom i 70’erne og 80’ernes Aarhus og København, men vender også hjem til Vesterbro i 2020’erne, i en periode, hvor både Corona, Metoo og geopolitisk turbulens ryster verden. En tid, der også ændrer Michelsens eget syn på sig selv, og bringer hende ud i den livskrise, der bl. a. sætter gang i arbejdet med erindringsbogen Synger du stadig?’.

Synger du stadig? Udkommer på Forlaget GUTKIND 28 august 2025.